JEG LYTTER TIL ISTANBUL

JEG LYTTER TIL ISTANBUL


af Orhan Veli Kanık (1914-1950)
gendigtet af İsmail Aksoy

Jeg lytter til Istanbul med lukkede øjne;
Først blæser en vind blidt;
Bladene bevæger sig langsomt,
På træet;
Langt, langt borte er der
Vandsælgeres bjælder, der aldrig standser;
Jeg lytter til Istanbul med lukkede øjne.
Jeg lytter til Istanbul med lukkede øjne;
Pludselig passerer fugle;
Højt oppe, i flok, skrigende.
Fiskenet trækkes i fiskedammen;
En kvindes fødder berører vandet;
Jeg lytter til Istanbul med lukkede øjne.
Jeg lytter til Istanbul med lukkede øjne;
Kølige Kapali Carsi;
Livlige Mahmutpasa;
Gårdspladser fulde af duer.
Hammerens slag høres fra dokkerne,
Svedens lugt i forårets skønne vind;
Jeg lytter til Istanbul med lukkede øjne.
Jeg lytter til Istanbul med lukkede øjne;
Byen er beruset af gammeldags gilder,
En strand med dunkle bådeskure;
I summen af ophørte storme
Lytter jeg til Istanbul med lukkede øjne.
Jeg lytter til Istanbul med lukkede øjne;
En kokette går på fortorvet;
Sværgen, sange, folkesange, drilleri.
Noget falder fra hendes hånd;
Det må være en rose;
Jeg lytter til Istanbul med lukkede øjne.
Jeg lytter til Istanbul med lukkede øjne;
En fugl flakser i hendes skørter;
Jeg ved om din pande er varm eller kold;
Jeg ved om dine læber er våde eller ej;
En hvid måne står op mellem pistacietræer
Jeg føler det i dit hjertes banken;
Jeg lytter til Istanbul.


(publiceret i “DEN BLÅ PORT - Tidsskrift for litteratur”, pp.52-57. nr.30, 1994).

[ismail haydar aksoy]